Damesenior pokalvinder for 4. år i træk
Vi står for 5. gang i træk i en pokalfinale. Dagens modstander Espergærde IF kender vi slet ikke noget til, da vi aldrig har mødt dem i den almindelige turnering. Kampen skulle snart vise sig at blive noget af en udfordring for damerne, da Espergærde IF var meget opsatte på at de ville have pokalen med hjem for 1. gang.
De lagde fra start et højt pres og var meget løbevillige, der gjorde at vores forsvar måtte arbejde hårdt. Vi kunne ikke rigtigt få gang i vores eget spil, da Espergærde IF var over os med det samme, men i det 22. min får Trine som ligger ude på venstrekanten bolden serveret og stormer ned mod mål, skråner ind, placere bolden og scorer sikkert. Glæden er stor og håber på at målet kunne give lidt ro til holdet, men Espergærde bliver ved med det høje pres og kæmper for en udligning.
Reduceringen udebliver heldigvis ved at vi har en storspillende Lærke i målet som lavede mange flotte redninger. I anden halvleg var konceptet det samme fra Espergærde, som igen kom stormende frem. Vi trak en spiller mere end i forsvaret så vi stod med 3 i stedet for 2 og det gjorde det markant sværere for Espergærde. Når de endelig kom igennem, forhindrede Lærke dem i at score eller også skød de forbi. Vi havde også nogle rigtige gode gennembrud, men enten tog deres målmand dem eller også skød vi forbi.
Da slutfløjten lød, var damerne glade for at kunne kalde sig pokalmestre for 4. gang i træk, men også meget trætte. I dag kunne man roligt sige at rutinen vandt over ungdommen.