Menu

Samværspolitik

Samværspolitik for Fløng-Hedehusene Fodbold

Fløng-Hedehusene Fodbold har vedtaget nedenstående politik for at sikre et chikanefrit samværsmiljø for alle i Fløng-Hedehusene Fodbold.

Formålet med politikken er, at tilgodese og beskytte den enkelte mod chikane, krænkelser og i værste fald, seksuelt overgreb. Ingen i Fløng-Hedehusene Fodbold skal opleve chikane eller krænkelser på grund af race, farve, køn, fysiske karakteristika, seksuelle orientering eller fysiske eller psykiske handicaps.

Samværspolitikken omfatter alle med tilknytning til Fløng-Hedehusene Fodbold, og dækker alle situationer i forbindelse med fx;

  • Træning, turneringer, stævner, lejre og kurser
  • Sociale kontakter – både fysiske og virtuelle
  • Møder samt ved kontakter udadtil

Fløng-Hedehusene Fodbold definerer chikane og krænkelse således;

Chikane er enhver uvelkommen udtalelse, opførsel eller gestus rettet mod personer eller grupper af personer, som er fornærmende, nedværdigende, ydmygende, ondskabsfuld eller uforskammet, og som er af en sådan natur, at det bevidst generer andres mulighed for at deltage og udfolde sig.

En krænkelse består i at skade eller begå overgreb mod nogens ære eller selvfølelse. Krænkelse kan også bestå i, at begå fysisk overgreb, i værste fald seksuelt overgreb mod nogen.

Fløng-Hedehusene Fodbold vil arbejde for et chikane- og krænkelsesfrit samværsmiljø ved:

  • at sikre samværsreglerne er kendt af alle med tilknytning til Fløng-Hedehusene Fodbold
  • at reagere umiddelbart, passende og retfærdigt på alle henvendelser
  • at udpege personer, der kan kontaktes for information og råd 
  • at revurdere samværspolitikken, dens indhold, procedurer og praksis

Har man mistanke om eller har man konstateret at Fløng-Hedehusene Fodbolds samværspolitik ikke bliver overholdt skal man kontakte bestyrelsen, som har pligt til at tage henvendelsen alvorligt, og handle herefter. Det er bestyrelsen, der afgør, hvilke konsekvenser overtrædelsen medfører.

  1. Generelle regler

Træneres samvær med børn

  • Ingen leder eller instruktør må have eneansvaret for et hold børn
  • Ledere inviterer aldrig enkelte børn eller grupper af børn med hjem uden at bestyrelsen og forældrene er informeret, og der er mindst 2 voksne til stede.

Kommunikation

  • Vi taler pænt til hinanden. Det vil sige at vi ikke accepterer sjofle eller på anden måde krænkende bemærkninger. Det gælder både i tale og skrift – herunder også i forbindelse med sms- og chatbeskeder.
  • Ingen ledere eller trænere kontakter idrætsudøvere under 18 år om private anliggender, der ligger uden for rammerne af Fløng-Hedehusene Fodboldsarbejdet.

Ture med overnatning

  • I forbindelse med ture o.l. skal der altid være mindst 2 voksne ledere med, og ingen voksne sover i samme rum som det modsatte køn. Kan det ikke lade sig gøre inden for træner/ledergruppens ressourcer, bør forældregruppen inddrages.
  • Ingen leder sover i samme seng som børnene.

Billeder og video

  • Fløng-Hedehusene Fodbold indhenter samtykke ved brug af portrætbilleder.
  • Der må ikke tages billeder og video, der kan have seksuel karakter eller opfattes som sådan.

Omklædning og bad

  • I forbindelse med brug af omklædningsrum går en leder ikke ind i det modsatte køns omklædningsrum.
  • Trænere og ledere kan evt. opholde sig i omklædningsrummet i forbindelse med taktikmøde, i halvlegen og efter kampen. Dog skal trænere og ledere altid sikre sig, at spillerne er færdige med at klæde om og bade.
  • Under omklædning er det strengt forbudt at tage billeder og video.

Sociale medier

  • Alle Facebook-grupper, som relaterer sig til Fløng-Hedehusene Fodbolds arbejde, har en voksen som administrator.
  • Kontakt mellem børn/unge og trænere må kun etableres af barnet/den unge selv. Det er trænerens eget valg at acceptere kontakten, men ved accept vedkender træneren sig at være rollemodel, også uden for Fløng-Hedehusene Fodbolds aktiviteter.

Kørsel

  • Når der køres i bil til kampe, træning, stævner m.v. er det en selvfølge, at alle er fastspændt i henhold til færdselsloven - og at der generelt køres ansvarligt.

Adfærd på sidelinjen

  • Vi viser fairplay og godt humør
  • Ingen negative tilråb, hverken til modstandere, officials eller egne aktive
  • Respekt for de regler og rammer, der er de steder, vi gæster

Alkohol

  • Ved arrangementer og fester følges gældende lovgivning. Det vil sige ingen udskænkning til unge under 18 år
  • Børn og unge må ikke indtage alkoholiske drikke i forbindelse med Fløng-Hedehusene Fodbolds aktiviteter
  • De ansvarlige trænere/ledere forventes at møde ædru. Indtagelse af alkohol under sportsaktiviteter accepteres ikke.
  • I forbindelse med børn og ungdom ture må den eller de ansvarlige ledere ikke være spirituspåvirket.
  • Efter dagens aktiviteter og ikke i selskab med børnene, kan de ledere, som ikke har aftenopsynet evt. nyde alkohol i moderat omfang med øvrige ledere.

Rygning

  • De indendørs faciliteter er totalt røgfrie.
  • Trænere og instruktører bør ikke ryge i børn og unges nærvær. Fx på sidelinjen under en fodboldkamp.

Euforiserende stoffer

  • Indtagelse af euforiserende stoffer i Fløng-Hedehusene Fodbolds regi medfører omgående ekskludering af Fløng-Hedehusene Fodbold.
  • Hvis misbruget omfatter børn og unge, tages der kontakt til SSP i kommunen.
  • Opdages salg/ køb af stoffer på Fløng-Hedehusene Fodbolds område, eller mellem Fløng-Hedehusene Fodbolds medlemmer, tages der kontakt til politiet.
  1. Børneattester

Det er obligatorisk at tjekke alle ledere over 15 år, der har med børn og unge under 15 år at gøre, for at afsløre evt. domme for seksuelle overgreb. Bestyrelsen udpeger en person, der indhenter og behandler Børneattesterne. Oplysningerne vil blive behandlet fortroligt.

Man kan ikke fungere som leder i Fløng-Hedehusene Fodbold uden at underskrive en samtykkeerklæring, som giver Fløng-Hedehusene Fodbold ret til at indhente børneattest fra kriminalregistret.

  • For fungerende ledere over 15 år foretages der en årlig forespørgsel
  • For nye ledere over 15 år skal der straks foretages en forespørgsel

Har lederen en plettet (positiv) børneattest, kan vedkommende ikke virke i Fløng-Hedehusene Fodbolds regi.

Fløng-Hedehusene Fodbolds trænere og instruktører skal overholde Straffelovens §223 (skolelærerparagraffen). Det betyder, at man ikke kan være kærester med et medlem under 18 år, som man samtidig er træner eller instruktør for.

  1. Undgå misforståelser

Der skal være plads til både sejrsknus, et klap på skulderen, eller en trøstende omfavnelse til dem, som føler nederlag eller har slået sig. Det er naturligt, at trænere i træningssituationer har kropskontakt med spillerne, idet idræt handler om at bruge kroppen, mærke og beherske den. Frygten for beskyldning om seksuelle overgreb må aldrig føre til, at træneren ikke tør røre spillerne!

Alle instruktører skal være opmærksomme på ikke at bringe sig en situation, hvor der kan opstå misforståelser om hensigten med deres optræden.

Hvis en instruktør/leder føler at være kommet i en situation, der kan misforstås af andre, skal vedkommende hurtigst muligt kontakte et udvalgsmedlem eller en fra bestyrelsen så evt. ”fejlagtige” misforståelser eller rygter ikke får lov til at spredes.

  1. Hvis der opstår mistanke om krænkelser

Formanden er kontaktperson, ved henvendelser om en mistanke om krænkelse. Denne afgør, sammen med bestyrelsen, hvilke handlinger, der skal foretages.

Bestyrelsen har ansvaret for at der etableres kontakt til den mistænkte og den krænkede person (til forældrene, hvis krænkelsen drejer sig om en person under 18 år).

Bestyrelsen sørger også for kontakt til relevante myndigheder, f.eks. socialforvaltning og politi og er de eneste, der, på vegne af Fløng-Hedehusene Fodbold, udtaler sig til pressen om den konkrete sag.

Bestyrelsen har mulighed for at trække på den ekspertise, som DGI tilbyder.

Konstateres der en krænkelse, skal bestyrelsen straks informere barnets forældre og samtidig orientere om mulighed for hjælp fra det offentlige. Er den krænkede over 18 år, understøtter bestyrelsen den pågældende i fx at søge fornøden rådgivning. Samarbejdet med den person, der har begået overgrebet (krænkeren) opsiges øjeblikkeligt og sagen anmeldes eventuelt til politiet.

Bestyrelsen har også ansvar for at Fløng-Hedehusene Fodbolds medlemmer efterfølgende informeres, således at der ikke opstår sladder og rygtedannelse. Bestyrelsen informerer inden for rammerne af sin tavshedspligt.

Samværspolitikken er vedtaget juni, 2022

Hent vores samværspolitik i pdf version nedenfor

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.